For voksne børn
Et roligt rum for voksne. Del et billede, en historie, en duft du husker — uanset om det er din mor, far, kæreste, mand, kone, partner eller kæledyr. Og dét du måske ikke tør sige højt: skylden, lettelsen, det uafsluttede.
Et billede og et par sætninger. Du bestemmer hvor meget du viser.
Hun lavede altid kaffe på den gamle stempelkande og insisterede på at vi sad ned mens vi drak den. Jeg savner lyden af skeen mod koppen om morgenen.
Lise, 47
Min mor havde også sådan en stempelkande. Tak fordi du delte.
— Anonym
Han kunne ikke synge en ren tone, men han sang alligevel for mig hver aften da jeg var lille. Nu nynner jeg de samme sange for mine egne børn.
Anonym
Det sidste vi snakkede om var hendes rosenbed. Jeg har lovet hende at passe det. I sommer blomstrede den lyserøde igen.
Mikkel, 52
Vi havde planlagt at blive gamle sammen. Han efterlod en halv kop kaffe på bordet den morgen. Jeg kunne ikke vaske den op i ugevis.
Anonym
Hun grinte med hele kroppen. Jeg hører stadig latteren når jeg går forbi vores køkken.
Anonym
Vi byggede et liv sammen som ikke alle forstod. Han var min hjem. Nu lærer jeg at bære to liv i ét hjerte.
Jamie, 38
Mange føler skyld efter en forælders død — at man ikke ringede oftere, var lettet, eller overlevede. Du er ikke alene.
"Jeg var lettet da hun døde. Hun havde haft det så svært længe. Men jeg hader mig selv for at have følt lettelse."
"Jeg ringede ikke nok det sidste år. Jeg troede vi havde mere tid. Det går igen og igen i mit hoved."
"Min far og jeg var aldrig tætte. Nu er han væk, og jeg sørger mest over det vi aldrig nåede."
